Never talk to strangers

At det er ikke er med den indstillig man møder nye mennesker og skaber kontakter på, er de fleste sikkert enige i, men hvordan gør man lige i en virtuel verden? Jeg har gjort de første spæde erfaringer.

Lokket af Buddy´s fortælling om Roma, måtte jeg lige en smut omkring byen Roma på koordinaterne 187.67, 73.242,33.230.

Som jeg tildigere har fortalt er den virtuelle verden ikke lige min stærke side og efter at være teleporteret til Roma, stod jeg på et torv med forretninger, fontærer og kanaler. Jeg kunne kikke ind i en butik, hvor der var en livlig handel i gang. En orientalsk kældt pige kom nærmest løbende forbi, vente sig om en enkelt gang og kikkede på mig.

Jeg fortsatte lidt usikkert op ad en række trapper og stod på et endnu størrere torv. Pigen fra før var der også, hun stod ganske stille ved et stort springvand og blev ved at kikke på mig (sådan følte jeg det i hvert fald). Jeg tænkte, at jeg måske kunne forsøge mig med et lille forsigtigt Hi. Jeg gik lidt nærmere og hilste, hun svarede prompte tilbage, og dermed var bolden igen på min banehalvdel ;-)

Jeg synes jo ikke rigtigt, at jeg har alverdens erfaring i at begå mig i SL, men andre havde tildigere spurgt mig om, hvor jeg kom fra og hvor længe jeg havde været i SL, så det forsøgte jeg mig også med:
"Jeg er dansk"
"Jeg er amerikansk"
"Jeg er ny i SL, har du været her længe?"
"En måned"
"Har du også været i Roma længe"
"Ja"
"Er her spændende?"
"Ja, der er meget at se"
Så gik jeg død, hvad skulle jeg nu finde på, samtalen havde næsten udviklet sig til en spørgsmål - svar kommunikation. Jeg stod igen og kikkede lidt, min nye veninde blev stående og kikkede tilbage samtidigt med, at hun svarede et par forbipasserende, som hun åbenbart kendte. Men hun gik ikke, og jeg kunne jo dårligt bare gå, så vi stod altså der :-)) Hun tog et par skidt hen mod mig og sagde:
"Her er løver"
Det gav næsten et gib i mig, jeg kunne også høre dem brøle, og spekulerede et kort øjeblik på om, jeg også skulle løbe min vej - det er lidt sjovt, hvor meget man kan leve sig ind i sin avartar. Min veninde blev stående, det tydede jo på, at der ikke var nogen fare, men jeg var blevet mundlam. Hun vendte sig om og begyndte at gå raskt ned mellem husene. Det var så det møde!

Men nej, hun vendte sig om og kikkede igen på mig, jeg tog et par skridt hen imod hende, hun gik videre og stoppede igen op og kikkede tilbage på mig. Nu havde jeg fattet det, jeg skulle følge efter. Gaden slog et knæk og der var de, løverne - to styk i et stort bur ud til gaden. Jeg kom med et forbavset udbrud, min veninde kvitterede med at pege på løverne endnu engang og væk var hun :-)
Jeg besluttede på stedet, at jeg også ville finde et godt sted eller måske bare holde fast i øen med tommerne og vise den frem næste gang, jeg møder nogen nye eller måske bare til min gode ven dragen.