Dobbelt formål

Juuta og jeg har selvfølgelig snakket om formålet med denne blog, inden vi startede den. Vi ser den som en logbog over vor første tid i SL. Når/hvis vi skal anvende SL i forbindelse med uddannelserne, er det vigtigt på egen krop at have følt, hvilken situation den nye studerende står i. Ofte har undervisere og supportere glemt, hvordan det føltes, da de selv var novicer. På Juutas og mit kontor, som vi deler med 2 andre, har vi faktisk ofte snakket om, at man både bliver en bedre supporter og en dårligere supporter over tid. En bedre, fordi man får en fornemmelse af brugernes karakteristiske problemer (den præcise problematik), men også en dårligere, fordi man har glemt "fornemmelsen" (den kontektuelle problematik).

Nu ser det ud til, at bloggen måske også kan blive et udgangspunkt for et netværk - den blev en etableret kontakt med Sus Nyrop. Lad os håbe flere får øje på den og måske får lyst til at tage kontakt til og og deltage i udforskningen af dette spændende emne!

Jeg er lige nu ret optaget af den fantastiske Wiki, som organisationen NMC har lavet. F.eks. er den indføring, der ligger til nye deltagere, ret unik. Desværre er medlemsskab af NMC (som giver bl.a. ret til SL Campus'en) ret pebret.

Jeg synes, det f.eks. kunne være interessant at finde ud af, om der findes "offentligt tilgængelige" faciliteter i SL, der egner sig til undervisning. Ved du noget om det Sus?

Jeg synes, vi skal kikke grundigt på NMC's introduktion med henblik på at fornemme, om den besvarer de spørgsmål, vi sidder med lige nu, hvor vi er novicer. Og så tror jeg også, vi kunne få lidt ud af at snakke om, hvad en novice er. Der er flere slags, tror jeg: novicer i virtuelle verdener og novicer i SL. Jeg tror, jeg har nogle kompetencer med mig fra spil (f.eks. omkring at bevæge mig) og fra ActiveWorld, som jeg var medlem af i sin tid. Endelig må vi ikke overse det allervigtigste område: de sociale kompetencer!! F.eks. vil jeg bestræbe mig på at tænke over - og skrive om, hvordan kontakterne føles her i begyndelsen. Hvad føles som en god hjælp, og hvad føles som en (over)belastning af opmærksomheden? Altså det sædvanlige centrale spørgsmål: hvad er den rette hjælp til den rette tid?