20.1.07

Homo sedens - det siddende menneske

Når man tosser lidt rundt i SL for at se verden fra flere vinkler, kan ens omgivelser godt blive en smule forstyrret, og derfor er der da også rig mulighed for at finde steder, hvor man kan slå røven i sædet. jeg har set utallige cafésæt, sofagrupper og bænke,og på mange trin kan man også bare sætte sig ned for at slå en sludder af sidemanden m/k. Og når vi nærmer os arrangementer for mange deltagere, ja så forventes det næsten,at det foregår siddende, enten i rundkreds (take that, Fogh!), eller med ansigtet vendt mod hovedtaleren oppe på podiet. Sådan en begivenhed har jeg netop bivånet, med nogen undren.

I grunden var det nok hamrende interessant, det der foregik i auditoriet på infoisland.org - man kunne lytte til en åbningsceremoni for noget SLibrary 2.0 - et Skype interview, som blev streamet udenfor SL, på Worldbridges kanal edtechtalk.org
Det forstyrrede min opmærksomhed, at der tilsyneladende ikke foregik noget in world (som vi siger), der kunne berettige at vi sad der, på hver vores nydelige bænk. Ok, jeg tog da et par snapshots og noterede de tilstedeværende avatarers dæknavne, just in case man skulle få brug for nye kontakter. Daisyblue, Alphonsus Peck, JJ Trinkwater eller Princess Ivory! Kun fantasien og det aktuelle udvalg af tilladte efternavne sætter grænsen.

Det fortsætter i morgen ved midnat dansk tid. Og der vil jeg ikke være at finde blandt de tavse lyttere. Men måske jeg skulle give mig tid til at gennemlytte en optaget version ved lejlighed, og finde ud af hvad jeg gik glip af, ved at være mere optaget af de visuelle forstyrrelser i 3D. Jovist var vi tilstede sammen, på en måde, men derudover skete der intet, som kunne begrunde at vi skulle være der. Måske missede jeg en tidligere rundvisning? Never mind, jeg skal nok finde ud af noget mere omkring de nye tiltag indenfor bibliotek 2.0 - i SL.