10.2.08

Fødselsforberedelse og hvad dermed følger - i SL

Jeg mødte engang en sjov pige i SL, som var tredobbelt svanger på den fede måde, om jeg så må sige. I hvert fald skulle hun først nedkomme med en datter, og ugen derpå med tvillingedrenge. Heldigvis for den vordende moder var der her tale om  absolut kunstig  jomfrufødsel. Ellers kan det nok være, der ville blive travlt i barnekammeret!  Oplevelsen blev foreviget og den stolte moder og hendes flinke og lærevillige fødselshjælper fremstillede en plancheudstilling af forløbet. Siden blev samme pige, nu enlig mor til tre, officielt forlovet og højtideligt formælet med sin virtuelle sexpartner! Jeg var skam inviteret med til det stemningsfulde bryllup, og fik siden fornøjelsen af en fortrolig samtale med bruden, hvoraf det fremgik at hun i RL var troende,  single og teknisk jomfru, og at hun desuden havde betalt både svangerskaber og bryllup med gode Linden dollars, tjent ved kvindens ældste erhverv! Ja, der er mange måder at lege far. mor og børn på i den virtuelle legeverden.
Nå, men denne historie kom jeg lige til at tænke på, da jeg snublede over en jordemoderblog, forfattet af Carolyn fra New Zealand, der pt. tilrettelægger jordemoderuddannelse  - blandt andet i SL - inspireret af hendes interesse for alt godt fra web 2.0!